Post af Deleted den Aug 26, 2015 19:25:23 GMT 1
Prof. Samuel Roden
Med en velplaceret kasket og en afslappet skjorte stod Antoine udenfor De Tre Koste. Det havde været en lang dag på Skt. Mungos Hospital - ikke fordi han ikke elskede sit arbejde, for det gjorde han virkelig, men det havde bare virket som en hård dag. Derfor havde Antoine ment, at en lille tur forbi Hogsmeade's hygsomme bar nok kunne hjælpe lidt på den vedvarende stress og de anspændte nerver. Naturligvis kunne han også bare transferere sig selv hjem til hans lejlighed i Toulouse i Frankrig, men der var bare en særlig atmosfære over De Tre Koste. Antoine kunne ikke helt forklare det, men den havde en beroligende effekt på ham.
Selvom han havde arbejde i London, havde han dog fastholdt, at han stadig ville bo i sit hjemland med hele hans livshistorie og alle hans barndomsminder.
Det var i al fald den grund, han bildte sig selv ind. Dog var der også den kendsgerning, at hans mor var død, og selvom det efterhånden var seks år siden, var Antoine aldrig rigtig kommet sig over det, så så længe han blev i Frankrig, ville han aldrig miste kontakten med sin mor.
Om halsen havde Antoine også en lille guldhalskæde formet som et hjerte, hvilket indeholdt to billeder:
Det ene var et billede af hans mor, da hun var to-tre år yngre end ham, og det andet var et billede af hende som voksen, hvor hun legede med ham som barn. Denne halskæde betød nærmest alt for ham, hvilket også var grunden til, at han aldrig tog den af.
Med hans venstre hånd - for han var skam venstrehåndet - åbnede Antoine døren ind til baren. En dejlig varm og hjemlig fornemmelse samt duften af ingefærøl og ildwhisky bød ham velkommen indenfor, og trak ham hen til bartenderen.
"Kan jeg bede om en ildwhisky?" spurgte Antoine høfligt med sin franske accent, som fik den sidste vokal i ildwhisky til at gå opad og lyde lysere end resten af sætningen, som var fremsagt med hans ellers dybe stemme, men det var sådan, det franske toneleje var, og det var en svær vane at skille sig af med. Mest fordi han ikke selv var særlig opmærksom på sit tonefald efter at have haft fransk som sit modersmål i alle de år, for sådan lå det bare i stemmeføringen, han var så vant til.
Med en velplaceret kasket og en afslappet skjorte stod Antoine udenfor De Tre Koste. Det havde været en lang dag på Skt. Mungos Hospital - ikke fordi han ikke elskede sit arbejde, for det gjorde han virkelig, men det havde bare virket som en hård dag. Derfor havde Antoine ment, at en lille tur forbi Hogsmeade's hygsomme bar nok kunne hjælpe lidt på den vedvarende stress og de anspændte nerver. Naturligvis kunne han også bare transferere sig selv hjem til hans lejlighed i Toulouse i Frankrig, men der var bare en særlig atmosfære over De Tre Koste. Antoine kunne ikke helt forklare det, men den havde en beroligende effekt på ham.
Selvom han havde arbejde i London, havde han dog fastholdt, at han stadig ville bo i sit hjemland med hele hans livshistorie og alle hans barndomsminder.
Det var i al fald den grund, han bildte sig selv ind. Dog var der også den kendsgerning, at hans mor var død, og selvom det efterhånden var seks år siden, var Antoine aldrig rigtig kommet sig over det, så så længe han blev i Frankrig, ville han aldrig miste kontakten med sin mor.
Om halsen havde Antoine også en lille guldhalskæde formet som et hjerte, hvilket indeholdt to billeder:
Det ene var et billede af hans mor, da hun var to-tre år yngre end ham, og det andet var et billede af hende som voksen, hvor hun legede med ham som barn. Denne halskæde betød nærmest alt for ham, hvilket også var grunden til, at han aldrig tog den af.
Med hans venstre hånd - for han var skam venstrehåndet - åbnede Antoine døren ind til baren. En dejlig varm og hjemlig fornemmelse samt duften af ingefærøl og ildwhisky bød ham velkommen indenfor, og trak ham hen til bartenderen.
"Kan jeg bede om en ildwhisky?" spurgte Antoine høfligt med sin franske accent, som fik den sidste vokal i ildwhisky til at gå opad og lyde lysere end resten af sætningen, som var fremsagt med hans ellers dybe stemme, men det var sådan, det franske toneleje var, og det var en svær vane at skille sig af med. Mest fordi han ikke selv var særlig opmærksom på sit tonefald efter at have haft fransk som sit modersmål i alle de år, for sådan lå det bare i stemmeføringen, han var så vant til.
Denne side er desværre blevet lukket ned. Vi henviser til 
